Tre rumænere, der er mistænkt for et lommetyveri, fængslet

To rumænske mænd på 27 år og 37 og en 36-årig rumænsk kvinde er onsdag fængslet i foreløbigt fire uger, sigtet for lommetyveri i Kolding tirsdag.

En ældre kvinde havde tirsdag købt ind i et supermarked i Kolding, da hun blev stoppet af de tre rumænere på parkeringspladsen, hvor de spurgte om vej.

Det gentog sig kort efter foran kvindens hjem, hvor de tre rumænere viste den ældre kvinde et kort og igen spurgte om vej.

Samtidigt huggede de hendes pung fra hendes lomme.

Kvinden råbte op, hvorefter de smed pungen. Efterfølgende opdagede kvinden, at Dankortet var forsvundet fra pungen.

De tre rumænere erkendte i Retten i Kolding tyveriet af pungen, men de nægtede tyveriet af Dankortet.