Tre stadig indlagt efter pølseforgiftning: To af dem ligger i respirator

​Mere end en måned efter forgiftning er tre personer stadig indlagt på Sygehus Sønderjylland.

quote

Det har bare taget lang tid, inden de har genvundet åndedrætsfunktionen og kontrol over luftvejen, så de kan synke.

Lynge Kirkegaard, ledende overlæge intensivafdeling, Sygehus Sønderjylland

Tre af de ni personer, der under en privat middag blev ramt af den alvorlige sygdom botulisme – også kendt som pølseforgiftning - er fortsat indlagt her mere end en måned efter, de blev forgiftet. Det skriver DR Syd.

Oplysningen kommer fra ledende overlæge på intensivafdeling på Sygehus Sønderjylland, Lynge Kirkegaard. Han slår fast, at patienterne ikke har været i livsfare.

- Det har bare taget lang tid, inden de har genvundet åndedrætsfunktionen og kontrol over luftvejen, så de kan synke, siger han til DR Syd. 

I alt blev ni personer indlagt med pølseforgiftning d. 17. juni. Fire af dem var alvorligt syge og blev lagt i respirator – kun en af de alvorligt syge er nu udskrevet.

To af de forgiftede patienter ligger stadig i respirator, men er dog i udtrapning. 

 

Lynge Kirkegaard uddyber over for TV SYD, at han forventer, at den ene af de to i respirator er helt ude af den senest i dag, og den anden lige nu kun får hjælp til vejrtrækningen om natten. Fra intensivafdelingen overflyttes de til medicinsk afdeling.

- Her forventer vi, at de skal være en uge, hvor vi observerer dem og ser, at det fortsat går fremad. Og så skal de genoptrænes. Seks uger er lang tid at ligge stille i, siger Lynge Kirkegaard til TV SYD.

- Det går stille og roligt fremad – de skal nok blive raske alle samme, siger Lynge Kirkegaard.