Tre sygehuse i top med kræftbehandling

Tre af Region Syddanmarks sygehuse udgør top tre i Dagens Medicins kåring af Danmarks bedste kræfthospital. Vejle Sygehus tager guldet, mens Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg præmieres med sølvmedaljen og Odense Universitetshospital får bronze.

Vejle Sygehus er en del af Sygehus Lillebælt, og det er tredje år i træk, at sygehuset kåres til Danmarks bedste til kræftbehandling. Sygehuset udmærker sig blandt andet indenfor brystkræftkirurgi, behandlingen af lungekræft, lymfekræft og palliativ behandling, men sygehuset scorer også højt på de øvrige kræftområder, som sygehuset dækker.

Sygehuset er netop nu ved at lægge sidste hånd på en ny programplan, der skal være med til at fastholde og yderligere udvikle arbejdet med at være Patienternes Kræftsygehus. 

Ved middagstid i dag samles både medarbejdere, patienter og pårørende i forhallen på Vejle Sygehus for at fejre, at sygehuset for tredje år i træk er blevet kåret til Danmarks bedste kræfthospital. Kåringen foretages hvert år af fagbladet Dagens Medicin, der måler på en række forskellige kvalitetsparametre.

Kun sygehuse, der behandler mindst syv af de ni hyppigst forekommende kræftsygdomme, indgår i den endelige beregning og er dermed med i opløbet om hæderen fra Dagens Medicin. Det er der på landsplan kun syv sygehuse, der gør, og i Region Syddanmark er det de tre topscorere.

De ni kræftformer er brystkræft, lungekræft, tarmkræft, blærekræft, prostatakræft, modermærkekræft, lymfom, neurologisk kræft og livmoderkræft — samt palliativ behandling af kræftpatienter.

Men Dagens Medicin har undersøgt behandlingskvaliteten på kræftområdet på alle områder, og selvom Sygehus Sønderjylland Aabenraa ikke kan være med i det endelige opløb, så formår de også at fremvise et flot resultat. Sygehuset er således ifølge Dagens Medicin landets bedste på tarmkræftområdet.

Dagens Medicin

Dagens Medicin udkommer som magasin målrettet til de danske læger og har derudover øvrige sundhedsprofessionelle, sygehuschefer, politikere og andre beslutningstager i sundhedssektoren som målgruppe.