Tre trafikuheld på under én time

Der er ikke oplysninger om alvorlig personskade efter tre trafikuheld på Østjyske Motorvej fredag eftermiddag.

Sydøstjyllands Politi fik fredag eftermiddag tre anmeldelser om trafikuheld på bare 40 minutter. Alle tre uheld er sket på en strækning mellem Horsens S og Horsens V.

- To af uheldene sker i nordgående retning, og et uheld sker i sydgående retning. Heldigvis er det ikke alvorligt, men op mod ti biler har været impliceret i de tre uheld. Der opstår typisk en form for kiggekø, og så kører folk op bag i hinanden. Ingen er efter mine oplysninger kommet til skade, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Jesper Brian Jensen.

En kvinde blev hentet i ambulance i forbindelse med uheldene, men der var ikke sket noget alvorligt med hende, oplyser politiet.

Ifølge tal fra Rådet for Sikker Trafik, der har tal fra Vejdirektoratet, så er fredag en af ugens mest trafikfarlige dage. I 2014, 2015 og 2016 var der i alt 1442 ulykker med personskade om fredagen. Færrest uheld skete om søndagen, hvor tallet er 945, det skrev Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter fredag middag.