Tre ud af fire har stemt ved spisetid

Stemmeprocenten klokken 18 er fortsat højere end ved 2015-valget, men forspringet svinder ind sidst på dagen.

Tre ud af fire stemmeberettigede vælgere har stemt til onsdagens folketingsvalg.

Det er status med to timer tilbage af valgdagen, viser Ritzaus stikprøver fra rundt omkring i landet.

Helt nøjagtigt havde 74,6 procent af vælgerne stemt på det tidspunkt ifølge en række stikprøver, der i alt dækker over en halv million stemmeberettigede vælgere. Opgørelsen er inklusive brevstemmer afgivet før valgdagen.

Tallet ligger dermed lidt højere end ved folketingsvalget i 2015, hvor 70,3 procent havde sat deres kryds klokken 18.

Forskellen mellem 2019 og 2015 er dog snævret ind i løbet af de seneste timer.

Det skyldes, at mange vælgere har taget turen ned i stemmeboksen tidligere på dagen i år.

Dels fordi valgstederne åbnede klokken 8 - en time tidligere end sidst. Og dels fordi valget i år falder på grundlovsdag, hvor mange har fri fra arbejde, mens det i 2015 faldt på en almindelig torsdag i juni.

- Afstemningsmønstrene har været meget forskellige fra, hvad vi normalt ser ved et folketingsvalg, siger professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

- Der er rigtig mange, der haft mulighed for at stemme tidligere end normalt, så det præger tallene, siger valgforskeren.

I alt er der omkring 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere til folketingsvalget 2019.

De har indtil klokken 20 til at komme hen til deres valgsted. Stemmeboksene lukker derefter, når der ikke er flere i kø, der ønsker at stemme.

De sidste mange år har valgdeltagelsen ved folketingsvalg svinget mellem 84 og 88 procent.

I 2015 endte stemmeprocenten på 85,9 procent.