Tre unge gamere opfinder mobil e-sporthytte

E-sportsklubber og -klasser vælter frem, men for mange er det svært at finde egnede lokaler og computere, så de kan dyrke den moderne holdsport. Nu har tre unge mænd opfundet et mobilt spillested.

E-sportsklubber og -klasser vælter frem for tiden. Men for mange er det svært at finde lokaler og computere til at dyrke den moderne holdsport i. 

quote

Den der følelse af ensomhed, når man sidder der hjemme, og så komme her op, hvor de andre er, er en super fed ting.

Jeppe Jeppesen, opfinder og lærerstuderende, Tistrup

Det har tre unge fyre fra Tistrup ved Varde fundet en løsning på. Et mobilt e-sportsspillested, som vil gøre det nemmere at arrangere e-sport, selv om man ikke har pladsen eller materiellet.

Prototypen er nu på plads i Tistrup, og lige nu afprøver de lokale skolebørn e-hytten, som vækker stor glæde.

- Det er bare fedt. Nu kan man spille med alle mulige, fortæller 10-årige Tobias Stensgaard Langkilde Clemmensen.

Det er Simon Pedersen, Kasper Antonsen og Jeppe Jeppesen, der sammen har fået ideen til det lidt specielle klublokale og står bag SeriousGaming.dk som udlejer gamerhytten.

De har flere gange arrangeret LAN-party i Tistrup, men kunne se, at flere hold havde brug for at træne sammen.

- Den der følelse af ensomhed, når man sidder derhjemme, og så komme herop, hvor de andre er, er en super fed ting, fortæller Jeppe Jeppesen.

quote

Det er tanken, at huset bliver leveret på en blokvogn. Alt er monteret og klar til at sætte strøm og fibernet til, så det er klar til at køre med det samme.

Christian Anneberg, producent, Anneberg Limtræ, Tistrup

Det mobile klublokale skal foreløbigt stå i Tistrup i to år, men den lokale producent af træhytten tror, der er potentiale til flere mobile esport-huse.

- Det er tanken, at huset bliver leveret på en blokvogn. Alt er monteret og klar til at sætte strøm og fibernet til, så det er klar til at køre med det samme, fortæller Christian Anneberg fra Anneberg Limtræ.

Den 20 kvadratmeter store computerhule er veludstyret med alt fra ordentlig ventilation til super hurtige computere.