Tre venner bygger for at hjælpe hjemløse

Tre friske gutter fra Kolding har fattet hammer og sav for at give hjemløse i Kolding tag over hovedet i den kolde tid.

”Hej alle kære Koldinggensere! 
Vi er tre gutter, der overvejer at lave nogle små shelters til hjemløse, så de kan komme i læ for vind og vejr her i den kolde tid.”

Sådan startede Per Jakobsen den besked, som han slog op i en Facebook-gruppe for indbyggere i Kolding. De tre venner, Per Jakobsen, Vaslie Trøstrup og Svend Lund Møller Poulsen, vil bygge små shelters, som hjemløse kan sove i i de kolde måneder.

- Vi gør det, fordi klimaet i Danmark er blevet lidt koldere og det regner, siger Vasile Trøstrup til TV SYD.

- Så i stedet for at ligge på en bænk og fryse, så kan de ligge sig ind et sted, hvor de kan være i læ, fortsætter han.

Inspirationen har de fået fra udlandet, hvor man har bygget shelters af genbrugsmateriale.

quote

I stedet for at ligge på en bænk og fryse, så kan de ligge sig ind et sted, hvor de kan være i læ.

Initiativtager Vasile Trøstrup.

-Vi ønsker at gøre det så billigt som muligt, og ud af materialer som vi finder eller får af folk, siger Vasile Trøstrup. Indtil nu har de tre drenge brugt 120 kroner, som er gået til beslag og sandpapir.

Kommunen: Det bliver for bureaukratisk

Lige nu er de i gang med en prototype på en shelter, men hvor de skal stå, det ved drengene ikke endnu.

-Vi har overvejet at finde nogle virksomheder eller private som har mulighed for at have dem stående, hvor det ikke forstyrrer, og hvor de hjemløse kan have lidt privatliv, siger Per Jakobsen.

Hvor shelterne ikke skal stå, ved de til gengæld godt: på et offentligt areal.

- Jeg har snakket med borgmesteren, og han fortalte, at hvis kommunen skal ind over, så skal der søges byggetilladelser og alt muligt, så det bliver meget bureaukratisk, siger Per Jakobsen.

De tre venner har netop fået doneret 200 meter træ. Så for en tid har de materialer nok.