Tredoblet søgning til Vejle-gymnasium

På ni år er søgningen til Rødkilde Gymnasium i Vejle blevet tredoblet - og stigningen i ansøgertal fortsætter.

Ansøgertallet for det kommende skoleår er netop blevet gjort op. På Rødkilde Gymnasium er tallet øget med 40 i forhold til 287 ansøgere sidste år. Og de sidste ni år er ansøgertallet tredoblet. Fra 127 i 2002 til 327 i år.

Flere tilbud

- Vi har givet kommunens folkeskoler forskellige tilbud, ikke mindst inden for de naturvidenskabelige fag, og det har haft en stor betydning, siger Rødkilde Gymnasiums rektor Hans Erik Duschek-Hansen.

- Rødkilde er i de senere år kommet til at stå meget stærkere på dette felt, hvilket mange placeringer i de nationale fysik- og forskerspirekonkurrencer er et vidnesbyrd på.

Ikke størst

Rødkilde og Vejles andet gymnasium, Rosborg, har altid kappedes om at være de største og det bedste. Her har Rødkilde stået lidt i skyggen af Rosborg, som stadig har flere klasser.

Rødkilde har gennemgået en kostbar udvidelse i de senere år, med specielt nye fasciliteter til naturvidenskab og idræt. En række nye lærere har også skabt nytænkning, noterer rektor. Bl.a. med en papirløs klasse - og faget marinebiologi.

Skal ikke være større

- Vi er blevet et stort gymnasium i forhold til tidligere, men vi skal ikke nødvendigvis være større, for big er ikke altid beautiful. Vi vil hellere blive endnu stærkere og hele tiden bedre til at være på forkant med udviklingen og være fokuseret på at have evne til at møde eleverne i øjenhøjde, noterer Hans Erik Duschek-Hansen.

Minister-nej

Den nye undervisningsminister skal om kort tid tage stilling til, om gymnasierne i Vejle må oprette flere klasser. Regionsrådet har i et brev til ministeriet peget på, at udvidelse af kapaciteten i de store byer kan udsulte de mindre gymnasier. F.eks Grindsted (og reelt også Tørring i Region Midtjylland).

- Vi har aldrig haft mange elever fra Grindsted-området, siger Hans Erik Duschek-Hansen til TV SYD. Og vi har bestemt ingen interesse i at udsulte Grindsted. I øvrigt har Rødkilde ikke søgt om flere klasser i år.