To tricktyve smidt ud af 91 årig dame

En 91 årig dame fra Kolding, der opdagede to tricktyve i sin lejlighed, fik dem jaget ud igen, da hun opdagede, de var kommet for at stjæle.

Klokken 18.30 lørdag ringede det på døren hos den 91 årige, der bor på Fru Jyttesvej i Kolding.

Udenfor stod en mand, der på noget gebrokken dansk fortalte, at han kom for at foretage nogle målinger. Det fortæller vagtchef Kent Midtgaard fra Sydøstjyllands Politi i dag til TV SYD.

Men efter at den ældre kvinde har lukket manden ind i sin lejlighed opdager hun, at der er en anden mand i lejligheden. Derfor bliver hun mistroisk og smider resolut de to mænd på porten.

Efterfølgende finder den 91 årige sit Dankort liggende i entreen og fra pungen er der forsvundet 1000 kroner i kontanter.

Vagtchefen fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at der ikke er noget signalement af de to tricktyve og opfordrer samtidig til ikke at lukke fremmede ind, hvis de pludselig dukker op uden aftale.