Trine Jensens opråb til politikerne: Hjælp de unge i stedet for at presse dem

27-årige Trine Jensen er droppet ud af fem uddannelser. Hun var ikke parat til at studere, men følte sig presset til at skulle hurtigt i gang. I dag mødtes hun med politikere for at råbe dem op.

Trine Jensen går målfast ned ad gågaden i Esbjerg. Her skal hun mødes med to politikere, som kan være med til at sætte en ny dagsorden efter valgkampen – og det er der brug for, når det kommer til unge og uddannelse.

- Jeg glæder mig til at høre, hvad de har at sige. Politikerne lægger op til, at man skal færdiggøre sin folkeskole, hurtigt uddanne sig og ud i arbejde for at yde til samfundet, selvom man måske ikke er klar. Hvis man samtidig har udfordringer inde på livet, er det endnu sværere at tage sådan et stort valg, siger hun.

Trine Jensen ved, hvad hun taler om. Hun har prøvet det på egen krop, og gennem sit arbejde som frivillig i Headspace Esbjerg møder hun mange unge med samme problem.

HEADSPACE HJÆLPER UNGE

  • Et gratis rådgivningstilbud til børn og unge i alderen 12-25 år.
  • Rådgiver om alt fra selvværd og uddannelsestvivl til præstationspres og angst.
  • Alle unge kan være fuldstændigt anonyme, hvis de ønsker det.
  • Der er afdelinger i Aabenraa, Billund, EsbjergFredericiaHorsens her i landsdelen.

- Det er det samme mønster. De har følt sig presset til at gå i gang og ender med at hoppe ind og ud af uddannelsessystemet. Til sidst bliver de opgivende og mister troen på alting og ikke mindst sig selv, siger hun.

Klar til uddannelse – ikke til livet

Trine Jensen har stadig ikke gennemført en uddannelse, men hun har fem gange forsøgt sig. Hun har derfor også flere gange været på uddannelseshjælp, som er kontanthjælp til unge under 30 år. Men ”hjælp” er så meget sagt, ifølge Trine Jensen.

-  Det er selvfølgelig en hjælp rent økonomisk, men det er ikke en hjælp til at komme videre, selvom det ellers er meningen, siger hun og fortsætter:

- Det er planen, at uddannelseshjælpen skal gøres os uddannelsesparate hurtigst muligt. Der er ikke megen forståelse for de udfordringer, man har. De unge skal bare videre i systemet og gøres uddannelsesparate, men ikke parat til livet.

Trine Jensen mødtes med Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti og Henning Hyllested fra Enhedslisten.
Trine Jensen mødtes med Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti og Henning Hyllested fra Enhedslisten.
Foto: Christina Hoffmann-Møller

SE MØDET I TV

Trine Jensen møder politikerne i TV SYDs nye program ”Valget i virkeligheden”. Her får borgere mulighed for ansigt til ansigt at stille politikerne spørgsmål, som interesserer netop dem.

 

Sendes lørdage kl. 19:30 på TV SYD og TV SYD+ og streames på www.tvsyd.dk  

Ar fra en svær barndom 

De udfordringer, som Trine Jensen kæmper med, kommer fra en barndom, hvor hun som 12-årig mistede sin far til kræft. Samtidig døjede hun meget med svær eksem, som flere gange krævede indlæggelse på sygehuset.

- Det skete i en alder, hvor jeg var i gang med at finde mig selv. Det var en svær tid, og det har i den grad givet mig udfordringer psykisk, fortæller hun.

Trine Jensens ungdom var derfor præget af identitetsbesvær, uddannelsesforvirring og generel mistrivsel.

- Det har gjort det svært for mig at finde min plads i livet. At blive presset ud i forskellige uddannelser har bestemt ikke gjort det nemmere.

Mødet med politikerne

Den nu 27-årige Trine Jensen ser derfor frem til at møde politikerne Kristian Thulesen Dahl (DF) og Henning Hyllested (Enh.) for at spørge dem, hvad de som politikere vil gøre for, at unge bliver klædt bedre på til at kunne tage en uddannelse? Og ikke mindst, hvad de vil gøre for at hjælpe unge med psykiske udfordringer til at tage en uddannelse?

Under mødet giver begge politikere Trine Jensen ret i, at uddannelsessystemet er strammet. 

- Det er det jo blevet, for at vi kan få folk ud på arbejdsmarkedet. Det er der brug for. Nogle unge har godt af et skub for at komme videre, men vi skal måske være bedre til at se den enkelte. Der er jo nogle, der ikke kan klare det, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl (DF).

- Ja, der er jo lavet mange stramninger, så det i høj grad presser de unge. Jeg er enig i, at der er brug for en håndholdt hjælp til de unge, siger Henning Hyllested (Enh.)

Tilfreds med svarene

Ingen af politikerne kom med konkrete bud på, hvad de vil gøre ved det. Alligevel var Trine Jensen tilfreds med deres svar:

- Jeg synes faktisk, at det var fornuftige og brugbare svar, de begge kom med. De kan se problemet og vil gøre noget ved det, siger hun og tilføjer:

- Men lad os nu se. Der er jo langt fra ord til handling. 

Til sommer starter Trine Jensen på uddannelsen til socialrådgiver. Hun har blandt andet fået hjælp gennem Headspace til at finde den rigtige vej i livet. Her hjælper hun andre unge, som mistrives og har udfordringer i hverdagen. Hun er derfor også sikker på, at hun nu har fundet sig den rigtige uddannelse. 

DERFOR FØLER DE UNGE SIG PRESSEDE:

Ifølge centerchef Susanne Mathiesen fra Headspace Billund bliver der stillet for mange krav til de unge for tidligt, fx:

  • Allerede i 8. klasse skal de unge erklæres for uddannelsesparate eller ej. Det er i en tid, hvor hormonerne raser, og de unge i forvejen kæmper med at finde sig selv.
  • Tidligere kunne bogligt svage unge med hænderne skruet rigtig på tage en håndværkeruddannelse. I dag er der også boglige adgangskrav til det.
  • Indførelsen af uddannelsesloftet, som betyder, at hvis du allerede har afsluttet en videregående uddannelse, kan du ikke tage en ny uddannelse på samme eller lavere niveau, før der er gået seks år. Du kan til gengæld altid uddanne dig på et højere niveau.
  • Indførelsen af uddannelsespålæg, hvor kommunen skal give unge på uddannelseshjælp (kontanthjælp for unge under 30 år) et pålæg om at starte på en uddannelse.

 

Centerchef Susanne Mathiesen mener, at politikerne har et kæmpeansvar:
 

- Der er opstået et pres på grund af de mange stramninger på af uddannelsessystemet, som politikerne over tid har lavet. Politikerne har et kæmpeansvar for at gøre noget ved det, siger hun.