Trods stor eftersøgning hele natten savnes 78-årig kvinde fortsat

Natten til onsdag har politiet fortsat eftersøgningen af den 78-årige Gerda Pedersen i Billund og omegn. Hun forlod sit plejehjem tirsdag eftermiddag.

Den 78-årige kvinde forlod Billund Plejecenter tirsdag ved 13-tiden. Siden har ingen set hende, og en stor eftersøgning er i gang. Politiet har efterlyst kvinden, der er dement og har svært ved at orientere sig. 

Der har været en helikopter i luften for at lokalisere Gerda Pedersen og også hundepatruljer. 

- Vores patruljer og politihundene indstillede først deres eftersøgning klokken 04 i nat. Vi går i gang igen efter klokken 07, når det atter er lyst, siger vagtchef Michael Sehested, Sydøstjyllands Politi, onsdag morgen til TV SYD.

Der er søgt i Vandel, Filskov, Hejnsvig og i hele Billund.

- Den forsvundne kvinde er heldigvis klædt på efter årstiden med overtøj - men det har været en kold nat. Vi håber, at hun er søgt ind i et skur eller lignende. Beboere i Billund må meget gerne tjekke deres redskabsrum og garager her til morgen, lyder opfordringen fra vagtchef Michael Sehested.

Gerda Pedersen er iført sort frakke og mørke bukser. Hun er 165 centimeter høj, slank og har gråt kortklippet hår. Hun bærer desuden briller.

Kontakt politiet på 1-1-4, hvis du ser Gerda Pedersen på din vej.