Trøjborg kører solo mod KL-toppost

Jan Trøjborg er efter en aftale med partifællen borgmester Erik Nielsen fra Rødovre klar til den magtfulde formandsstol i Kommunernes Landsforening

Tidligere minister og nuværende Horsensborgmester Jan Trøjborg bliver Socialdemokraternes eneste kandidat til formandsposten i Kommunernes Landsforening.

Hidtil har også Rødovres borgmester, Erik Nielsen (S), været på banen. Men efter en aftale mellem de to er der nu kun én socialdemokratisk formandskandidat, når den nuværende formand, Erik Fabrin går af på KL's delegeretmøde i marts.

Bliver en god førstemand

- Jan og jeg er efter gode drøftelser blevet enige om et stærkt socialdemokratisk hold i KL, så Socialdemokraterne står samlet på tværs af landkortet. Det er jeg meget tilfreds med. Jan bliver en god førstemand for kommunerne, siger Erik Nielsen i en kommentar.

Jan Trøjborg ser frem til samarbejdet med Erik Nielsen og den nye KL-bestyrelse.

S-flertal i KL

Det netop overståede kommunalvalg gav Socialdemokraterne flertal i Kommunernes Landsforening. Derfor skal den nye formand findes blandt partiets borgmestre. På forhånd har blandt andre Nicolai Wammen fra Århus og Anker Boye fra Odense afvist, at de er interesserede i stolen.