Troels Lund Poulsen skal se på bedre mobildækning

Den kommende erhvervsminister, Troels Lund Poulsen, har en række sager, der kræver særlig opmærksomhed.

Når Troels Lund Poulsen har fået sat sig til rette på sit nye kontor i Erhvervs- og Vækstministeriet, er der flere sager, som han ventes at lægge øverst i bunken:

1. Færre administrative byrder for erhvervslivet

Erhvervsministeriet har allerede under den tidligere regering nedsat det såkaldte Virksomhedsforum, som udpeger områder, hvor man kan gøre det lettere for erhvervslivet. Det handler blandt andet om at gøre det enklere at drive og opstarte virksomhed. I sidste års vækstpakke blev det aftalt, at reducere byrderne med 2 milliarder kroner i perioden fra 2015-2020, men i regeringsgrundlaget er dette mål hævet til "op mod 3 milliarder kroner".

2. Realkreditinstitutterne

Realkreditinstitutterne har været udsat for en del kritik de senere år, hvor bidragssatserne er røget gevaldigt i vejret. Det har fået eksperter til at så tvivl om, hvorvidt konkurrencen i sektoren fungerer, som den skal, og den tidligere erhvervsminister, Henrik Sass Larsen (S), løftede pegefingeren og advarede branchen om indgreb, hvis han konstaterede, at tingene ikke ændrede sig. Foruden bidragssatserne er realkreditinstitutterne også blevet kritiseret for ikke at ville låne penge til virksomheder i landområder, og det er også nævnt i regeringsgrundlaget som et indsatsområde.

3. Huller i mobil- og internettet

Visse steder i landet er det svært at få adgang til en hurtig internetforbindelse. Det går ikke kun ud over private, men vanskeliggør det også at drive virksomhed i tyndt befolkede områder. Den tidligere regering indgik en aftale med de øvrige partier om 17 initiativer, som skal forbedre mobil- og internetdækningen i hele landet. Den plan skal udmøntes frem mod 2020.

/ritzau/