Trold tæmmet af kristne i Vejen

Nyt byggeri i Vejen bliver alligevel ikke udsmykket med "Trold, der vejrer kristenblod".

Trold vejrer kristenblod

De kristne har besejret trolden i Vejen. Sådan er resultatet blevet, efter at en gruppe af byens kristne i februar sendte en skriftlig klage til kommunen vedrørende et kommende otte-etagers byggeri midt i byen, skriver Kristeligt Dagblad.

Ifølge et udkast fra tegnestuen bag byggeriet skulle konturerne af byens berømte skulptur "Trold, der vejrer kristenblod" udsmykke den hvide bygningsfacade.

Men på grund af klagen fra Vejens kristne grupperinger har kommunens teknik- og økonomiudvalg besluttet at droppe troldeomridset.
 - Trolden er taget af bordet, og der er ingen mulighed for, at den kommer tilbage, fortæller plankoordinator Jan Laursen fra Vejen Kommune.

Meget delte meninger

De kristne ser skulpturen "Trold, der vejrer kristenblod" som et billede på en decideret kristenforfølgelse.
Men ifølge Teresa Nielsen, museumsleder ved Vejen Kunstmuseum, er skulpturen, som blev en del af "Troldespringvandet" foran museet i 1924, et billede på det onde og samtidig et varsel om at tage sig i agt for ondskaben.
Kunstneren Niels Hansen Jacobsen har skabt både skulptur og springvand.
Religionssociolog Morten Warmind fra Københavns Universitet finder beslutningen om at droppe trolden som udsmykning interessant:
- Det lader til, at der er kommet en højere grad af følsomhed over for 'det krænker min religion'-argumentet, siger han til Kristeligt Dagblad.