Tror mår var skyld i storbrand

Fabrikkens ejer, Orla Findahl, mener, at en mår, der gennem længere tid har hjemsøgt fabrikken, har gnavet ledninger i stykker.

I Skærbæk leder man lige nu efter årsagen til den voldsomme brand på Findahls Møbelfabrik.

Fabrikkens ejer Orla Findahl mener ikke, at det er hverken mandskab eller maskiner, der bærer skylden for branden. Han mener, at det sandsynligvis er en mår, der er synderen.

- Vi har i lang tid bøvlet med en husmår. Jeg er sikker på, at den har været inde og gnave i ledningerne, siger Orla Findahl til JydskeVestkysten.

Politiet leder efter årsag

Politiets brandteknikere vil gennemgå brandtomten på fredag for at komme en forklaring på branden nærmere.

Branden ødelagde næste halvdelen af møbelfabrikkens 4400 kvadratmeter.