TV der bevæger dig

Tuk-tuk knallert kørte forvirret rundt på motorvej

Det var en rød tuk-tuk knallert - noget lignende denne model - der lørdag aften havde forvildet sig ned på Esbjergmotorvejen. Foto: Lars Bahl

En 70-årig kvinde havde forvildet sig ned på Esbjergmotorvejen, hvor hun kørte flere kilometer imod trafikken i sin trehjulede tuk-tuk knallert.

En rød tuk-tuk knallert fik alarmerne til at bimle hos Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag aften.Opkaldene kom fra bilister, der havde passeret det trehjulede køretøj på motorvejen omkring Holsted og Brørup.

I første omgang kørte den 70-årige kvinde, der kommer fra Brørup, i samme retning som trafikken. En bilist i modsatte kørebane kørte af motorvejen for at vende om og forsøge at stoppe knallerten. Men i mellemtiden havde den 70-årige tuk-tuk fører bestemt sig for at skifte retning og i stedet køre mod trafikken.

- Bilisten, der ville hjælpe, havde nær ramt knallerten, der kom kørende imod trafikken. Den havde ikke meget lys på, så det var nær gået galt, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Jørn Lindhardt til TV SYD.

En patrulje fik øje på knallerten, der kørte langs midterrabatten øst for Holsted, og holdte ind for at standse den 70-årige spøgelsesbilist.

- Det var en farlig situation for vores betjente. De måtte kravle over autoværnet og få guidet kvinden ud i nødsporet, siger Lindhardt.

Det er ikke første gang politiet har modtaget opkald, hvor den kvindelige chauffør har været involveret i trafikproblemer. 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden