TV der bevæger dig

Turist-vækst kræver nye tyske gæster

Dansk turisme skal stå på to ben, hvis vi vil have flere tyske turister langs de danske kyster. Nye grupper af tyske turister stiller nemlig helt andre krav om aktiviteter og service end de loyale tyskere, som har holdt ferie i Danmark gennem en årrække, viser en ny rapport.

Hvis Danmark vil tiltrække flere tyske turister og dermed genskabe væksten i dansk kystturisme, kræver det massive investeringer i udvikling og markedsføring.

Det er konklusionen på en ny rapport, der gennem en række dybdeborende fokusgruppeinterview har samlet viden om især tyske turister, der ikke tidligere har været på en dansk kystferie. Bag rapporten står Region Syddanmark, Videncenter for Kystturisme og VisitDenmark, der har fået rapporten udarbejdet for at få mere viden om, hvad der skal til for at tiltrække tyske turister til de danske kyster.

For det første er det nødvendigt at skrue op for markedsføringen for at tiltrække endnu flere af de tyskere, som ligner dem, som besøger Danmark i dag, og som derfor søger den type kystferie, som Danmark kan tilbyde i dag.

For det andet er det nødvendigt, at der sker en væsentlig udvikling i de aktiviteter og services, som Kystdanmark tilbyder, for at kunne tiltrække nye grupper af tyske turister. Disse nye grupper af tyske turister har et større behov for afveksling på feriestedet, end KystDanmark kan tilbyde for nuværende, og derfor ser de mod andre koldtvandsdestinationer, når ferien skal planlægges.

Se hele rapporten her

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden