Turisterne strømmer til byen

Christiansfeld oversvømmes af turister for tiden. Efter optagelsen på UNESCOs verdenskulturarvsliste har der været 4-5 gange flere besøgende i Christiansfeld Centeret end normalt.

Da Christiansfeld for halvanden uge siden kom på Verdenskulturarvslisten, begyndte en sand strøm af turister at valfarte til byen.

I hvert fald hvis man skal tolke på de mange mennesker i bybilledet og besøgstallet for Christiansfeld Centeret, der er byens viden- og informationscenter.

- I ugen efter optagelsen har vi haft 275 besøgende dagligt. Sidste år i juli havde vi i gennemsnit 66 personer inde dagligt, fortæller Annemette Løkke Berg, der er leder af Christiansfeld Centeret.

Altså er antallet af turister steget med fire gange, siden UNESCO optog byen på listen.

Under folkefesten i Christiansfeld sidste mandag havde centeret ekstra travlt. Faktisk satte besøgstallet rekord.

- Vi havde 1468 mennesker inde i centeret den dag, og så mange har vi aldrig oplevet før, fortæller Annemette Løkke Berg til TV SYD og tilføjer:

- Det er meget imponerende at se, at det er mennesker i alle aldre, der kommer ind. Samtidig har de allerede læst meget om byen på forhånd, så de er godt orienterede på forhånd, siger hun.