Turistformand: Vi vil ikke have værtshusgade igen

Unge fra hele landet fester i disse uger igennem på Rømø. Det gjorde de også i Løkken for år tilbage, men i dag er Løkken blevet en ferieby for børnefamilier og pensionister.

Imens tusindvis af unge indtager Rømø i syv af sommerens uger for at feste, danse ? og ikke mindst drikke ? er feriebyen Løkken helt forandret.

Turistbyen, der for ni år siden var berygtet for at tiltrække tusindvis af unge til drukferier og skræmme andre turister væk, valgte nemlig at stramme reglerne ved blandt andet at forbyde unge under 16 adgang til diskoteker efter midnat.

-Vi vil ikke tilbage til det, Løkken var, siger Stefan Karlborg, der er formand for turistforeningen i Løkken, til TV SYD.

- Barer og campingpladser markedsførte byen med drukfester. Det var skadeligt for byens image, siger han.

I dag er Løkken forvandlet fra partymekka til sommerhusområde for mere modne turister.

-Vi har caféer, et fantastisk blomstrende erhvervsliv. Deciderede værtshuse er der ikke mange tilbage af i dag, siger Stefan Karlborg.

Turistforeningsformanden mener dog, at det i højere grad var pressens dækning end de unges fester, der skræmte andre turister væk.

- Medierne fremstillede ting som vi slet ikke kunne genkende. Vi var væsentlig mere ramt af dækningen end af de unge, siger Stefan Karlborg, der mener, at rygtet stadig ikke har sluppet sit tag helt i byen.

Løkken savner de unge

Selvom byen er glad for at være sluppet af med det dårlige rygte, er feriebyen nu næsten rømmet for unge. Det vil turistforeningen gerne lave om på. Derfor arbejder de nu i stedet på af få unge tilbage til feriebyen med cykel- og løberuter samt sportsaktiviteter på stranden.

- Jeg har en idé om, at vi burde have en ferieby, hvor der er plads til alle. Men vi skal ikke tilbage til det, der var, understreger han.

I aftenens udsendelse kan du selv se Løkkens forvandling.