Tusinder valfartede til vikingespil

Vikingespil trak for tredje år i træk flere end 20.000 tilskuere – dog ikke nok til at slå sidste års rekordsommer.

Scenen er tom. De sidste vikinger har lagt hjelmen og sværdet, og tilskuer nummer 21.738 er taget hjem.

Søndag aften sluttede Jels-vikingerne sæsonen af med et hattrick: For tredje år i træk var flere end 20.000 tilskuere inde for at se vikingespillet, og årets forestilling – Ringguldet – blev den tredje mest sete i vikingespillets historie.

quote

Med det svingende vejr vi har haft i år – og en enkelt aften med 15 millimeter regn – så synes vi, det er rigtig godt gået.

Bruno Schmidt Bennedsen, formand, Jels Vikingespil

- Vi er meget tilfredse, det må vi sige. Med det svingende vejr vi har haft i år – og en enkelt aften med 15 millimeter regn – så synes vi, det er rigtig godt gået, siger formand for Jels Vikingespil, Bruno Schmidt Bennedsen, til TV SYD.

Rekord på rekord

Bruno Schmidt Bennedsen fortæller, at vikingespillet på et ”normalt” år plejer at trække 16-17.000 tilskuere til.

- Det er første gang nogensinde, vi har kunnet trække flere end 20.000 tilskuere tre år i træk, siger Bruno Schmidt Bennedsen.

Forklaringen på de seneste års succes har han ikke en entydig forklaring på.

quote

Jeg håber og tror, succesen skyldes, at vi tilbyder et godt koncept med gode skuespillere.

Bruno Schmidt Bennedsen, formand, Jels Vikingespil

- Sidste år spillede sommervejret en rolle, men det var helt sikkert ikke den eneste årsag. Jeg håber og tror, succesen skyldes, at vi tilbyder et godt koncept med gode skuespillere, siger Bruno Schmidt Bennedsen til TV SYD.

Hård på den rigtige måde

Ifølge formanden betyder det også noget, at selve skuespillet er blevet løftet.

- Der er sket et løft af det skuespiltekniske i år. Vores nye instruktør, Louise Schouw, har løftet både statister og rolle-indehavere betydeligt.

Louise Schouw kommer også til at instruere næste års vikingespil – ”Krakes Kæmper”.

- Hende giver vi ikke sådan slip på. Det betyder meget at have en instruktør, der både er lattermild og kan være hård og direkte på den rigtige måde, siger Bruno Schmidt Bennedsen.

Med årets succes rundede vikingerne også et andet rundt tal: Flere end 700.000 tilskuere har set vikingespil siden debuten i 1977.