Flere tusinde U2-fans er blevet snydt af billethajer.
Det siger arrangøren af U2-koncerterne i Horsens, Frank Panduro til DR Østjylland.
Mandag aften spiller U2 deres anden koncert i byen, og allerede op til den første koncert i går har Frank Panduro hørt mange historier om folk, der har købt billetter gennem firmaer, der aldrig har ladet høre fra sig.
- Jeg gætter på, at 2-3.000 mennesker har betalt en hel masse penge for noget, de aldrig har fået, siger han.
Kun billetter i Danmark
Frank Panduro slår fast, at man kun har kunnet købe billetterne gennem Billetlugen, Fona og Horsens Ny Teater.
Derfor har det aldrig været muligt at købe billetterne i Norge eller England, som nogle af fansene har gjort.
I alt 70.000 mennesker deltager i de to U2-koncerter i Horsens.