TV-serie og Anders And trækker folk til

Museet ved Kongernes Jelling havde 52 procent flere gæster i år end sidste år i påsken.

Det nye Kongernes Jelling går nu ind i sin tredje sæson, og der er intet, der tyder på færre gæster - tværtimod.

Sidste år var der fra tirsdag til søndag i påsken 4.688 besøgende. I år var der i samme tidsrum 7.129. Det svarer til en stigning på hele 52 pct.

Der kan være rigtig mange grunde til fremgangen. Museet har gennem foråret haft nogle events, der har trukket mange til. Det gælder blandt andet Anders And.

 

quote

Når man så får den eksponering, som Jelling fik i afsnittet om vikingetiden, så vil det betyde flere gæster.

Morten Teilmann-Jørgensen, Kongernes Jelling.

 

- Og så havde vi et stort arrangement i begyndelsen af påsken, hvor dagen endte med forpremiere på ”Historien om Danmark” afsnit 3 om vikinger, fortæller Morten Teilmann-Jørgensen, formidlings- og eventansvarlig hos Kongernes Jelling, til TV SYD.

TV-serie er med til at få folk til Kongernes Jelling.
TV-serie er med til at få folk til Kongernes Jelling.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Allerede nu har besøgstallet passeret sidste års tal (37.700) for januar til april. Så den sidste uge af april er altså plus af gæster i forhold til sidste år.

Gæster fra hele landet

- Historien om Danmark betyder helt sikkert, at flere får øjnene op for vor alles historie. Når familien sidder samlet derhjemme foran skærmen søndag aften, så giver det helt sikkert lyst til at grave længere ned i historien. Når man så får den eksponering, som Jelling fik i afsnittet om vikingetiden, så vil det betyde flere gæster, siger Morten Teilmann-Jørgensen og tilføjer: 

- Konkret har vi i hvert fald haft nogle, der kom helt fra Helsingør til Jelling med begrundelsen om, at de havde set det i tv. Andre nævner også de flotte droneoptagelser fra udsendelsen, siger Morten Teilmann-Jørgensen.

Han oplyser, at museet i Jelling har et nærmest ikke-eksisterende markedsføringsbudget, og derfor lever Kongernes Jelling højt på, at folk fortæller den gode historie om Kongernes Jelling videre, når de har været her.

Runestenene i Jelling - en del af vores fælles historie.
Runestenene i Jelling - en del af vores fælles historie.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD