TV SYD anbefaler: Fem gratis oplevelser lørdag til Trekantområdets Festuge

Trekantområdets Festuge er et væld af oplevelser. Kan du ikke overskue det hele, så giver TV SYD her et bud på fem oplevelser lørdag.

Trekantområdets festuge byder hver dag fra fredag den 26. august til søndag den 4. september på oplevelser for folk i alle aldre i Billund, Fredericia, Kolding, Haderslev, Vejen, Middelfart og Vejle kommuner.

TV SYD har sorteret lidt i programmet og giver dig her vores bud på fem oplevelser fra programmet lørdag. Ønsker du at se det fulde program, finder du det på Trekantområdets Festuges hjemmeside.

Her er de fem oplevelser lørdag den 27. august:

  • Punk, pølser og pilsner – Ungdommens Hus i Fredericia – Gratis:

Ungdommens hus inviterer til høj musik, grillhygge og kølige pilsnere lørdag fra klokken 13. Her vil der være workshops med graffitti, parkour og optrædener fra blandt andre Myreskær og Orcas. Arrangementet henvender sig dog mest til de unge.

  • Vojens Høtte – Vojens – Gratis:

De kalder det selv Sønderjyllands Sjoveste Byfest – og der er faktisk så mange aktiviteter, at de strækker sig over hele uge 34. Lørdag kan det nævnes, at der blandt andet er baggagerumssalg, gadetog, hockeyturnering, høtteskak, grusbal og kåring af Årets Vojensborger – og på Høttepladsen er der tivoli, musik og mulighed for at købe grillmad. Så der burde være lidt for alle i Vojens.

  • Cool Making – Billund og Vejen – Gratis:

Der bliver bygget med papkasser, eksperimenteret med lyd, lys og bygget med Lego Technic i ”Børnenes Hovedstad”. Du kan også prøve at hacke en computer eller bygge et hus af pap. Kun fantasien sætter grænser. Arrangementet henvender sig til børn og barnlige sjæle, og det er en del af Billund Kommunes internationale børnekulturdage i denne weekend. Når man det ikke her, så er Cool Making altså også på besøg i Haderslev 3. september.

  • Jazz ved Søen – Kolding – Gratis:

I dejlige omgivelser ved Slotssøen i Kolding er der minijazzfestival med fire bands. Der er altså rig mulighed for at få stillet sin jazzsult, når musikken spiller fra klokken 11 til klokken 18.

  • Natsværmerens Veje – DANSEquilibrium i Vejle – Gratis:

Forestillingen ”Natsværmerens Veje” er en eventyrlig og original fortælling fortalt med dans, musik, film og bevægelse. Eventyret handler om Skovløberens søgen efter sin forsvundne ven, Natsværmeren. Forestillingen henvender sig til hele familien og vil vare omkring halvanden time. Forestillingen starter klokken 17.