TV SYD fulgte soldater hjem fra Sicilien

TV SYDs reporter Dorte Skou Vinther og fotograf Thomas Sejstrup Møller fulgte de danske piloter og soldater på hjemrejsen fra syv måneders mission og bombetogter over Libyen. Se reportagen i aften.

TVSYD tog til Sigonella-basen på Sicilien, for at følge piloter og soldater, der efter måneders hårdt arbejde, endelig kunne vende hjem.

Efter syv måneders mission og bombetogter over Libyen, vendte de sønderjyske F-16 fly fra Skrydstrup onsdag tilbage til Danmark.  På grund af tåge måtte de dog mellemlande i Karup.

Ned i gear

- Det bliver dejligt at komme hjem, selvom stemningen hernede er god, og det er spændende missioner, man flyver. Man glæder sig også til at komme hjem og komme en lille smule ned i gear, siger piloten med flyvernavnet HEK.

så er det alvor

Fra basen i det østlige Sicilien har NATO siden den 24. marts sendt F-16 fly - fra blandt andet Flyvestation Skrydstrup - på vingerne over Libyen.

HEK er en af de piloter, der har deltaget i krigen. I de måneder han har været på basen, har han fløjet 50 bombetogter over Libyen.

- Jeg kan huske min første tur:  Faktisk var det med at starte flyveren op og flyve derudaf  ikke noget problem. For det er akkurat, som vi træner. Men når vi så slår vores systemer til, som kun skal bruges, når det er rigtigt. Ja, så tænker man over det..

Ikke ramt civile

Det danske bidrag fra luften har ikke dræbt civile. De rigtige mål er blevet bombet - og desuden har F-16 flyene teknikken til at undgå civile tab:

- Hvis vi kaster en bombe og ser civile,  så kan vi styre den uden om, selv om den er sendt afsted. Så kan vi trække bomben væk, selv om vi har kastet den.

Forsvaret har endnu ikke opgjort præcist, hvad missionen i Libyen i alt har kostet. Men frem til slutningen af september havde de danske bombetogter og selve udstationeringen af de danske kampfly kostet 580 millioner kroner.