Test dig selv: Tag kandidattest og find ud af hvem du er enig med

Find ud af hvilke kandidater du er mest enig med i TV SYDs kandidattest.

TV SYD er sammen med de andre TV 2 Regioner og TV 2 klar med en kandidattest, der kan gøre dig klogere på kandidaterne i din kommune og region.

Lokale spørgsmål

Mere end 7.000 kandidater på landsplan er blevet bedt om at svare på spørgsmålene i testen. Der er både generelle spørgsmål og helt lokale spørgsmål.

- TV SYD ser det som sin fornemmeste opgave at klæde vælgerne i landsdelen på til at foretage et oplyst valg. Med næsten 2.000 kandidater at vælge imellem i Syd- og Sønderjylland er kandidattesten et glimrende redskab til at få overblik over hvilke kandidater i sin kommune, man er mest enig med. Samtidig er spørgsmålene tilpasset den enkelte kommune, så testen får en stærk lokal forankring, siger Betina Bendix, direktør for TV SYD.

Analysevirksomheden Paqle har håndteret indsamlingen af de store mængder data, der indgår i testen, og har på vegne af TV 2 og TV 2 Regionerne kontaktet kandidaterne.

Nemt og personligt

Spørgsmålene handler om alt fra skoler til ældrepleje og fra affaldssortering til rengøring. Man kan tage testen så mange gange, man vil.

- Vi har lagt os i selen for at lave en brugervenlig test, der fungerer på mobiltelefonen, som vi ved benyttes af de fleste til at tage testen. En sidegevinst ved kandidattesten er, at spørgsmålene giver anledning til at vælgerne får overblik over, hvilke politikområder, kommunerne egentlig har ansvaret for, siger Betina Bendix.

Du finder testen her: https://www.tvsyd.dk/kv17/kandidattest