TV der bevæger dig

Counter-strike mesterskab begynder mandag på TV SYD

TV SYD og e-sport er et nyt match med adresse til ungdommen. Foto: Kevin C. Cox/Getty Images/AFP/Scanpix

TV SYD og e-sport er et nyt match med adresse til ungdommen. Foto: Michael Nielsen, TV SYD

1 af 2

Sport, lidenskab og rendyrket nørderi er nøgleordene i TV SYDs nyeste tilbud til de unge.

TV SYD Counter-Strike Mesterskab er navnet på en ny e-sportsturnering, hvor alle syd- og sønderjyske efterskoler med en aktiv e-sportslinje i marts vil dyste i computerspillet Counter-Strike. Det hele kulminerer med et finaleshow, hvor nogle af dansk Counter-Strikes største navne deltager.

- Vi savnede et tilbud til aldersgruppen 15-25 år. Vi søgte efter noget, som den aldersgruppe ikke kunne finde andre steder på etablerede tv-stationer, og valget faldt på e-sport. En sport, der for spillerne både er sport og lidenskab, mens det for andre bare er nørder, der spiller computer, siger TV SYDs direktør Betina Bendix.

I alt syv efterskoler deltager i turneringen med to hold fra hver skole. Kampene sendes direkte på alle TV SYDs platforme, som spænder over TV SYD+, tvsyd.dk og TV SYDs Facebookside. Derudover sendes turneringen også på streamingtjenesterne YouTube og Twitch.

 Vi håber, at turneringen kan udvikle sig til flere deltagende skoler og flere hold. Måske kan det ende med ikke bare et regionsmesterskab, men en landsdækkende turnering.

Betina Bendix, direktør, TV SYD

- Det er vores håb, at vi med denne turnering kan starte en ny trend, der vil få de ældre til at se på de unge spillere på en anden måde. Spillerne på professionelt niveau træner lige så meget som andre sportsudøvere, fysikken er vigtig for at fingre og hjerne kan være i form.
- Vi håber ligeledes, at turneringen kan udvikle sig de kommende år til flere deltagende skoler og flere hold. Måske kan det ende med ikke bare et regionsmesterskab, men en landsdækkende turnering, siger Betina Bendix. 

Stjernespækket finaleshow

Turneringen kulminerer søndag den 2. april klokken 19.55, hvor de to finaleefterskoler mødes i TV SYDs Studie 2 for at kæmpe om sejren.

Til at guide seerne gennem turneringen har TV SYD hentet nogle af de største og mest erfarne navne inden for dansk Counter-Strike.

TV SYD og e-sport er et nyt match.  Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Til finalen vil den internationalt anerkendte Counter-Strike-kommentator, Anders Blume, kommentere, for første gang i fire år, på dansk. De seneste år har han arbejdet som kommentator ved de største og mest prestigefyldte internationale turneringer over hele verden og beskrives som "the Voice of Counter-Strike".

Den anden halvdel af kommentatorduoen består af Niels "rizc" Topp, der også er en af Danmarks mest rutinerede kommentatorer og eksperter.

På ekspertsiden vil sønderjyden, Casper "cadiaN" Møller, der til dagligt er professionel Counter-Strike spiller, levere skarpe analyser og ekspertvurderinger i studiet sammen med Nicolai "HUNDEN" Vissing, som er en af nøglespillerne på det danske hold Tricked.

  • Anders "Anders" Blume (kommentator).
  • Niels "rizc" Topp (kommentator).
  • Casper "cadiaN" Møller (ekspert).
  • Nicolai "HUNDEN" Vissing (ekspert).
  • Andreas "JERN" Thomsen (vært).

Tidsplan - alle kampe spilles klokken 19.55

  • Mandag den 6. marts.
  • Onsdag den 8. marts.
  • Mandag den 13. marts.
  • Onsdag den 15. marts.
  • Mandag den 20. marts.
  • Finaleshow: Søndag den 2. april.

Fakta om e-sport

  • E-sport er en sammentrækning af ordene "elektronisk" og "sport".
  • E-sport er computerspil, der dyrkes som konkurrence.
  • E-sport har udviklet sig til en stor tilskuersport, hvor seertallene i de seneste år er vokset markant. I 2020 forventes det, at 589 millioner mennesker ser e-sport på verdensplan (Kilde: Newzoo).
  • I 2020 forventes e-sport at omsætte for over 10 milliarder kroner på verdensplan (Kilde: Newzoo).

De deltagende efterskoler:
Frøslevlejrens Efterskole, Padborg
Højer Efterskole, Højer
Højer Designefterskole, Højer
Vesterlund Efterskole, Give
Øse Efterskole, Varde
Sydvestjyllands Efterskole, Bramming

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu