TV SYD sender direkte fra 70-års markeringen

Flere steder bliver det markeret, at det er 70 år siden, Danmark blev befriet. TV SYD sender direkte fra Sønderborg, Haderslev og Frøslevlejren.

Mandag aften er det 70 år siden, at den tyske besættelsesmagt overgav sig og Danmark igen blev frit.

TV SYD er med direkte tre af de steder, hvor det bliver markeret.

I Haderslev sender TV SYD fra kasernen, hvor den traditionsrige lysfest afholdes.

Også i Sønderborg foregår det i den gamle kaserne.

Her har der også i mange år været en 4. maj-tradition. Men for første gang er det asylansøgerne på kasernen, der tænder lysene.

Og så sender TV SYD fra Frøslevlejren, som spillede en helt særlig rolle det sidste år af anden verdenskrig. Her sad 5.500 danske fanger for 70 år siden.

TV SYD+ sender direkte fra klokken ca. 19.52 og en time frem.

 

  •  Klokken cirka halv ni om aftenen 4. maj 1945 blev den tyske kapitulation i Danmark bekendtgjort over BBC.
  •  Den trådte dog først egentlig i kraft lørdag 5. maj 1945 klokken otte om morgenen.
  •  Kapitulationen foregik over for den britiske general Bernard Montgomery på Lüneburger Heide, altså langt fra Danmark.
  •  De britiske tropper havde derfor heller ikke sat fod på dansk jord endnu. De befandt sig cirka 150 kilometer fra den danske grænse.
  •  Tyskerne overgav sig således uden nogen slutkamp på dansk jord mellem tyske og allierede styrker.
  •  Om aftenen 4. maj fejrede den danske befolkning de gode nyheder, og den følgende dag blev en ny dansk regering præsenteret over Danmarks Radio, der dengang hed Statsradiofonien.
  •  Den nye regering med socialdemokraten Vilhelm Buhl som statsminister var dannet af en koalition af de fire gamle partier - Socialdemokratiet, Konservative, De Radikale og Venstre - samt repræsentanter for de store modstandsorganisationer, herunder de såkaldte Frie Danske i udlandet.
  •  Det var i øvrigt ikke hele Danmark, der blev befriet 4. maj 1945. Den tyske kommandant på Bornholm overgav sig først, da russerne rykkede ind 9. maj. Herefter besatte de russiske styrker klippeøen frem til 5. april 1946.
Kilder: danmarkshistorien.dk