Psykiatrien presset - men i bedring

Det psykiatriske system har været udsat for kritik. Flere dramatiske episoder de sidste år kædes sammen med, at psykiatrien har færre ansatte og 40 pct. flere patienter.

Der er 11 psykiatriske behandlingssteder i Region Syddanmark og vores del af Region Midtjylland. Flere og flere bliver indlagt på disse 11 steder. Men pengene er ikke fulgt med. Tværtimod er beløbet til den enkelte patient reduceret med 20 procent på syv år. Faktisk er Region Syddanmark den region, hvor der er flest patienter pr. sundhedspersonale. Og antallet af patienter er steget med 40 procent siden 2007.

Det mærkes på arbejdspresset:

- De ansatte er presset, vil jeg sige. Der er et stort patientflow, der er masser af patientdokumentation, som optager vores tid fra borgerne. Det at have tid til relationen der er vigtigt, og den bliver udfordret, siger Helle Heilmann, som er næstformand i Fælles MED-udvalg, Region Syddanmark.

Foreningen Bedre Psykiatri mener, at der er en sammenhæng mellem manglende ressourcer og de seneste tragiske hændelser, hvor psykisk syge har været involveret. Senest da en 53-årig psykisk syg mand slog en anden mand ihjel med en kniv på en campingplads i Vejers.

- Jeg ser det som et udtryk for, at patienterne ikke bliver hørt og set der, hvor de er. Og så er det simpelthen frustrationer over, at de ikke bliver set med den sygdom, som de bærer rundt på og får den behandlet ordentligt, siger Karin Lange fra foreningen. 

Administrerende direktør for Region Syddanmarks Psykiatrisygehus, Charlotte Rosenkvist Josefsen sagde i TV SYD, at psykiatrien har været meget presset- som resten af sundhedsvæsenet. Men hun ser lysere på fremtiden.

- Regionsrådet bevigede i 2015 100 millioner ekstra til psykiatrien. De penge er først nu kommet i arbejde, så der kan ansættes flere. 

Hun køber heller ikke rigtig præmissen om, at flere alvorlige overfald begås at psykisk syge. Der er bare mere fokus på det. 

TV SYD undersøger psykiatrien de kommende dage.