Tvang får Sidsel til at læse

Tre HF-klasser i Vejle har det seneste halve år haft læsning på skoleskemaet. Det har styrket elevernes evne til at koncentrere sig.

Sidsel Kobberø har altid været en lille smule langsom til at læse. Derfor har hun heller ikke læst så mange bøger, mens hun gik i folkeskolen.

Men efter hun er begyndt på Rosborg Gymnasium & HF i Vejle, hvor der siden begyndelsen af skoleåret er indført 45 minutters ugentlig tvungen læsning, har hun fået mere lyst til at læse.

quote

Nu er vi jo tvunget til at læse, og nu oplever jeg, at jeg bliver grebet af en bog.

Sidsel Kobberø, HF-elev, Vejle

- Nu er vi jo tvunget til at læse, og nu oplever jeg, at jeg bliver grebet af en bog, siger Sidsel Kobberø, til TV SYD.

Flere elever er begyndt at læse mere også i fritiden. Det gælder også Sidsel Kobberø.
Flere elever er begyndt at læse mere også i fritiden. Det gælder også Sidsel Kobberø.

Skolen har indført den tvungne læsning som et forsøg, fordi de oplever, at eleverne generelt er blevet dårligere til at læse. Det går ud over koncentrationen, og samtidig betyder det, at eleverne får sværere ved at klare studierne.

TV SYD besøgte for nogle måneder siden skolen, og den ugentlige læsning har gjort en forskel.

En undersøgelse blandt eleverne viser, at hver fjerde oplever, at de er blevet bedre til at læse efter at den tvungne læsning er blevet indført. 

quote

Det må give dem en oplevelse af, at det kan lade sig gøre at læse og holde koncentrationen i 45 minutter

Christian Berner Skipper, gymnasielærer, Vejle

- Det må give dem en oplevelse af, at det kan lade sig gøre at læse og holde koncentrationen i 45 minutter. Det er noget, de kan bruge, når de skal læse til eksamen, siger gymnasielærer Christian Berner Skipper til TV SYD.

Flere elever fortæller, at de 45 minutters læsning har fået dem til at læse mere i deres fritid. Det gælder også Sidsel Kobberø, der i dag finder ro og glæde ved bøger.

- Nu tænker jeg på, at det måske er en god ide at tage en bog med næste gang, jeg skal på ferie. Det er en helt mærkelig tanke, siger Sidsel Kobberø, til TV SYD.