Tweet fra politiet: Søg ikke mod brandstedet

Politiet måtte lørdag aften bruge Twitter til at henstille til folk om ikke at søge hen mod et brandsted i et industriområde i Fredericia.

En lastbil var brudt i brand på C.F. Tietgensvej i Taulov. Det udløste en tyk, sort røgfane, som kunne ses vidt omkring. Og røgen lokkede mange tilskuere til.

- Det skulle jo nødigt blive en turistattraktion. Der var allerede en del tilskuere, da patruljen og brandbilerne ankom, så det var svært at arbejde. Vi vidste ikke helt, hvad det var, der brændte, så vi var nødt til at sende tilskuerne væk, siger vagtchef Poul Steffensen, Sydøstjyllands Politi til TV SYD. 

Alarmen indløb kl. 18.21. Allerede ved 19-tiden var branden under kontrol.

- Alarmen lød på, at der havde lydt nogle høje knald. Det har muligvis være lastbilens dæk, som eksploderede. Meldingen lød også på, at det var gasflasker, som sprang. 

Det kan have været chaufførens gasblus i førerkabinen, som har givet anledning til alarmmeldingen. 

- Det er en udenlandsk chauffør - og han er kørt på sygehuset med mindre brandskader. Han har forsøgt at redde sine egendele ud af bilen.

Vagtchefen ved ikke, hvad der har været af gods på lastbilen.

Røgen fra lastbilbranden kan ses vidt omkring.
Røgen fra lastbilbranden kan ses vidt omkring.
Foto: Ken Koustrup