Tyrkisk chauffør i fængsel i fire uger

Anholdt i går og fængslet i fire uger i dag. Det er den kontante danske virkelighed for en lastvognschauffør fra Tyrkiet.

I går blev han standset af Tungvognscenter Syd fra Sydøstjyllands Politi i Padborg. I dag idømte retten i Kolding ham til varetægtsfængsel frem til den 11. juni, mens mistanken mod ham udersøges.

quote

Det er en overtrædelse af straffeloven, der som udgangspunkt straffes med fængsel.

Pernille Moesborg, specialanklager, Sydøstjyllands Politi.

Han er sigtet for at have medvirket til, at en tyrkisk transportvirksomhed har afgivet urigtige oplysninger på den såkaldte turtilladelse, som han viste til politifolkene.

Der stod på den, at virksomheden havde tilladelse til at køre fra Tyrkiet til Danmark og tilbage igen, men politiets efterforskning viste, at lastbilen ikke havde været i Tyrkiet, men i Italien, og det var en tur, chaufføren ikke havde tilladelse til.

- Det er en overtrædelse af straffeloven, der som udgangspunkt straffes med fængsel, og derfor har vi bedt om varetægtsfængsel i denne sag, siger specialanklager Pernille Moesborg fra Sydøstjyllands Politi.

Chaufførens forsvarer ankede varetægtsfængslingen til Landsretten.