Tysk general taler 5. maj

I dag, d. 5. maj, er det 67 år siden at danskerne fejrede Danmarks befrielse efter fem års tysk besættelse under 2. verdenskrig.

Det bliver i dag fejret ved kasernerne i Nymindegab, hvor soldater fra 18 lande skal gå parade i lejren i anledning af årsdagen.
Soldaterne er i landet i forbindelse med en stor Nato-militærøvelse, der foregår i Nymindegab, Varde og Oksbøl i disse dage.

Og til dagens højtidelighed vil det, noget overraskende, være en tysk generalløjtnant, Rainer Korff, der holder befrielsestalen, fortæller oberstløjtnant Hasse Resenbro:
- Han ser det her som en gestus og en handling, der er det rigtige at gøre for en moderne officer, der er chef for en moderne hærenhed.

Han afviser, at det kan virke forkert, at en tysk general står for at holde talen på mindedagen for Danmarks befrielse:

- Hvorfor skulle det ikke netop være en tysk general? Det viser netop, at vi lægger fortiden bag os, og går sammen om det der er vigtigt i samfundet. Demokrati og frihed for borgerne, siger han til DR Syd.