Tysk politi mangler fortsat vidner til livsfarligt stenkast

Flensborg Politi har fået få henvendelser i sagen, men ingen rigtig gode.

Fredag efterlyste politiet i Flensborg vidner til stenkastet fra motorvejsbroen på A7 ved Gottrupel lige syd for grænsen til Danmark. Blandt andet fra lastbilchauffører, der havde lastvognens videoudstyr tændt.

Men politiet er fortsat på forholdsvis bar bund.

quote

Vi ved, at rigtig mange biler har passeret området på tidspunktet. Så vi vil meget gerne høre fra dem.

Sandra Otto, pressetalsmand, Flensborg Politi

- Jeg har netop talt med afdeling K1, der har sagen. De har fået henvendelser fra en person, der har set en cyklist i området. Men de har desværre ikke fået henvendelser, de kan bruge, siger pressetalsmand hos Flensborg Politi, Sandra Otto, til TV SYD.

Derfor er politiet fortsat meget interesseret i alle former for henvendelser fra trafikanter og andre vidner i området.

- Vi ved, at rigtig mange biler har passeret området på tidspunktet. Så vi vil meget gerne høre fra dem.

En 58-årig dansk kvinde, bosat i Flensborg-området og med arbejde i Danmark, blev hårdt kvæstet ved ulykken, men er meldt udenfor livsfare.

- Hun er i live og er stadig på sygehuset i Flensborg, men vi har ingen yderligere meldinger om hendes tilstand, slutter Sandra Otto.

Politiet ser hændelsen som et forsøg på manddrab. Så hvis du har oplysninger i sagen, bedes du kontakte Flensborg Politi på (+49) 461-4840.