Tysk politi redder 48 syriske flygtninge i gummibåd

To tyske patruljebåde fra Nordtyskland hjælper til med bevogtningen i det græske ø-hav. Mandag morgen reddede de 48 personer i en lille gummibåd.

Mens dansk politi bruger tusindvis af mandetimer på at bevogte den dansk-tyske grænse, har det tyske forbundspoliti to patruljebåde til at bevogte Schengen-landenes ydre grænse.  BP 64 "Börde" og BP 62 "Uckermark" fra Østersøen deltager i kystbevogtningen i Grækenland. Fokus er på den illegale indvandring til Schengen-landene.

Ved 6.30-tiden mandag opbragte de tyske politibåde en lille gummibåd med 18 mænd, 16 kvinder og 14 børn – de fleste syrere. Gummibåden sank, og de 48 flygtninge blev reddet ombord på de tyske skibe. De blev alle overbragt til de græske myndigheder på Samos.

De to både er fra Warnemünde, og bruges normalt på Østersøen. 30 fra det tyske politi arbejder  i øjeblikket med opgaven i det græske ø-hav.

- Brugen af vore politifolk er fortsat en stor udfordring og vil kræve  meget af dem, siger chefen for forbundspolitiet med hovedkvarter i Bad Bramstedt, Joachim Franklin. Jeg ønsker alle, at de vender helskindet hjem, og jeg er sikker på, at de vil udøve deres hverv med den nødvendige professionalisme.