Tysk politi stopper hundreder af illegale rejsende

Dansk-tysk politisamarbejde resulterer i stop af mange illegale rejsende.

Bundespolizeiinspektion Flensburg opfanger et stort antal mennesker, der illegalt forsøger at komme videre til de nordiske lande. I juli måned drejer det sig om mere end 150 personer, og alene den første weekend i august var det over 140 personer. De er alle opfanget ved banegården i Flensborg. Desuden har tysk politi i juli taget fire slusere på motorvejen på vej mod Danmark.

Mange af de, der forsøger at komme illegalt til Danmark og/eller videre til Norge og Sverige gør det med tog eller med busser. Derfor har Udlændingekontrolafdelingen i Padborg (UKA) også afholdt møder med busselskabernes chauffører for at få identificeret rejsetidspunkter, metoder og de steder, hvor det er mest sandsynligt at illegale rejsende stiger af og på. Nogle køres i biler af menneskesmuglere, mens andre igen forsøger sig til fods.

De varierende transportruter bliver løbende kortlagt i et samarbejde mellem dansk og tysk politi.

Den kortlægning har ført til, at tysk politi ved stikprøvekontroller på banegården i Flensborg har anholdt det store antal illegale rejsende. UKA laver så stikprøvekontroller ved bussernes ankomst til Kruså. Anmeldelser og oplysninger om forhold, der afviger fra normalbilledet, indgår også i politiets analyser og tilrettelæggelse af kontrollerne.

UKA har også taget de nye muligheder for kontroller i brug. De kom med ændringen af udlændingeloven i maj 2015. Her er det under visse betingelser og i et afgrænset tidsrum muligt at udføre opholdskontrol på vejstrækninger og i tog i det grænsenære område.

På den danske side af grænsen har UKA i 2015 anholdt og sigtet 28 personer for menneskesmugling, mens der i først halvår af i år er antruffet 256 voksne og 126 børn som illegale rejsende.

At forhindre illegale transporter af både mennesker og gods inden for EU er et af både dansk og tysk politis fokusområder i grænseområdet.

-Vores nære samarbejde med tysk politi via Udlændingekontrolafdelingen får helt klart 1 + 1 til at blive til mere end to, siger linjechef Hans Roost fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Synergieffekten er mærkbar.

Tysk og dansk politi har et mangeårigt og stærkt samarbejde hen over grænsen. Hos Syd- og Sønderjyllands Politi er samarbejdet forankret i Udlændingekontrolafdelingen i Padborg.

UKA er specialiseret i internationalt samarbejde og efterforskning med især Landespolizei, Landeskriminalamt og Bundespolizei.