Tyske reddere skal redde BIOS

BIOS har nu kontakt med Jobcenter i Flensborg for at skaffe tyske reddere. 14 aftaler er klar. De begynder snart sprogskole i Aabenraa

Måske kan BIOS blive reddet af tyske reddere. I hvert fald er mere end 200 ambulancebehandlere - eller Rettungsassistenter, som det hedder i Tyskland - uden arbejde syd for grænsen.

- Allerede nu har vi lavet aftaler med 14 af dem og regner med, at de kan begynde på sprogskole på Højskolen Østersøen i Aabenraa meget snart. Vi havde håbet på næste uge, men det bliver nok snarere næste uge igen, siger ambulancechef for Sønderjylland, Kim Hansen til TV SYD.

På et møde med Jobcenteret i Flensborg fik han at vide, at der var 200 ledige reddere. Hvor mange reddere Kim Hansen har haft kontakt med, har han ikke overblik over, men han har altså lavet forhåndsaftaler med 14, som står klar til at arbejde for BIOS i Danmark.

BIOS mangler omkring 200 reddere for at kunne opfylde kontrakten med

Region Syddanmark om ambulancekørsel i Syd- og Sønderjylland samt Fyn fra den 1. september.

Region Syddanmark kræver, at udenlandske reddere skal kunne tale dansk. Men selve godkendelsen af den enkelte redder står Sundhedsstyrelsen for. Det gælder også den tyske uddannelse.

Falck har tidligere fået godkendt og ansat reddere fra Polen og Tyskland.