Tyskere skal løse ingeniørmangel i Sønderborg-området

Virksomhederne i Sønderborg-området har vanskeligt ved at skaffe ingeniører - derfor satser Syddansk Universitet kraftigt på tyske unge, når fremtidens ingeniører skal uddannes.

Virksomhederne i Sønderborg-området skriger på ingeniører - og derfor er det helt afgørende for mastodonter som Danfoss og Linak, at der bliver uddannet ingeniører - og gerne i nærområdet. Erfaringerne viser, at det er meget vanskeligt at tiltrække ingeniører fra f.eks. København.

På SDU i Sønderborg kigger man derfor ned over grænsen, når der skal lokkes nye studerende til - og med succes.

Lørdag valfarter over 100 unge mennesker fra Hamborg, Kiel og Flensborg til åbent hus på Syddansk Universitetscenter i Sønderborg - og vælger de at tage en ingeniøruddannelse her, ja så viser de foreløbige erfaringer, at 80 procent af dem senere får jobs i området. Det oplyser Sune Holst fra Mads Clausen Instituttet på SDU til TV SYD.

Lige nu er et nyt Center for Industriel Elektronik under opførelse - det er et samarbejde mellem Danfoss, Linak, Region Syddanmark, Sønderborg Kommune og Syddansk Universitet. Centret er det seneste forsøg på at trække studerende til området og med fokus på elektronik og energi.

SDU i Sønderborg holder åbent hus lørdag mellem klokken 9 og 15.

Også på SDU i Kolding kan fremtidens studerende i dag kigge nærmere på drømmeuddannelsen. Her er der åbent hus mellem klokken 12 og 15.