Tyskere slipper for fartbøder

Tyske fartsyndere på danske veje risikerer kun fartbøder, hvis de straks bliver stoppet af politiet. Såfremt de bliver fotograferet i en automatisk trafikkontrol, slipper de med skrækken.

Det fortæller Flensborg Avis.

Udenlandske trafiksyndere bliver afkrævet bøder på stedet, hvis de bliver afsløret og stoppet af politiet. Hvis de ikke lige har pengene, må de sætte deres køretøj i pant.

Helt anderledes står det til, hvis de blot ryger i en fotofælde.

Dansk politi har nemlig ikke ret til at spore dem i det europæiske registre med kørekort og køretøjer, da Danmark ikke har tilsluttet sig EU's retningslinjer for grænseoverskridende udveksling af informationer i forbindelse med trafikforseelser.

14 lande i EU har opbygget European Car and Driving License Information System, EUCARIS.

Pressetalskvinden for den tyske del af registret, Anna Lena Wismar, oplyser til Flensborg Avis, at de tyske retningslinjer forbyder udlevering af oplysninger, der kan identificere tyske trafiksyndere, til lande, der ikke er med i register-samarbejdet.

- Så længe Danmark ikke er med i aftalen, kan dansk politi ikke uden videre få adgang til vores register, understreger hun.

Dansk politi har ikke samme restriktive holdning til at udlevere oplysninger om danske bilister til fremmede magters færdselspoliti.