TV der bevæger dig

Tyskland fastholder kritik af grænseplaner

De nye kontrolanlæg ved grænsen møder stadig international kritik.

Tyskland kritiserer fortsat Danmarks planer om at indføre permanent grænsekontrol.

Det understreger Tysklands udenrigsminister, Guido Westerwelle, på et pressemøde med Danmarks udenrigsminister Lene Espersen i Berlin onsdag.

Lene Espersen var ellers på charmeoffensiv i Berlin i forsøget på at dulme den tyske skepsis overfor regeringens planer om at opføre grænsebygninger for 47 millioner kroner og udstationere 98 ved grænsen.

Espersens charme rakte til at overbevise Guido Westerwelle om, at Danmark ikke vil indføre pas- og personkontrol ved den dansk-tyske grænse.

Men den rakte ikke til at mildne den tyske skepsis over for planen om at indføre permanent toldkontrol.

Grænsebygning

Især regeringens planer om at opføre grænsebygninger vækker skepsis hos tyskerne.

- Nutidens unge skal ikke opleve, hvad min generation i sin tid oplevede. Vi lever i et frit Europa, siger Guido Westerwelle og fortsætter:

- Vi er ikke overbevist om, at det er klogt at opføre bygninger ved grænsen.

Mødet fandt sted i det tyske udenrigsministerium, der ligger få kilometer fra det sted, hvor Berlinmuren i sin tid stod, og Lene Espersen var da heller ikke sen til at understrege, at "vi ikke skal bygge nye mure op".

Lene Espersens lynvisit i Berlin følges fredag op af et møde med den svenske udenrigsminister, inden Polen står for tur i næste uge.

På møderne vil Espersen forsøge at dæmpe nabolandenes skepsis over for grænseprojektet, som omverdenen ifølge regeringen har misforstået.

Spørgsmål: Er det regeringen, der har kludret i kommunikationen, eller er det resten af verden, der er noget galt med?

- Nej, overhovedet ikke. Der er bare nogle ting, der skal forklares, og nogle gange kan man først forklare, når der er konkrete tiltag på bordet, siger Espersen efter mødet.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden