Tyskland mangler danske lærlinge

Rekordmange danske unge mangler praktikpladser. Dem er der masser af i Tyskland.

Der er 33.000 ledige praktikpladser i Tyskland. Dernede mangler unge, som vil være kokke, tjenere, elektrikere, mekanikere, murere og smede.

I Danmark er det lige omvendt. Her står historisk mange, næsten 15.000 unge, uden en praktikplads. Alligevel krydser meget få unge den dansktyske grænse. Det forsøger EUC Syd i Sønderjylland at gøre noget ved.

- Vi arbejder på at øge kendskabet til job på tværs af grænsen. Blandt andet tager vi unge studerende med på virksomhedsbesøg i Tyskland. Men det er stadig i sin vorden, og der er nogle barrierer, som afholder de unge fra at krydse grænsen, siger EUC Syds vicedirektør Hans Lehmann.

 

Sprechen Sie deutsch?

Alene i Slesvig-Holsten er der lige nu over 1.000 ledige praktikpladser, og mange af pladserne er indenfor fag, hvor danske unge kan have svært ved at finde praktikpladser i Danmark.

- Men sproget er en barriere for mange, selv om flere og flere på begge sider af grænsen taler både dansk og tysk. En anden barriere er den lave praktikløn i Tyskland. Og så er der kulturelle forskelle, hvor man siger ”Sie” til sin chef og har en mere formel relation end på en dansk arbejdsplads. Men det kan selvfølgelig læres, siger Hans Lehmann. 

 

Støtte fra EU

EUC Syd har i årevis arbejdet på at få elever til at krydse grænsen. Siden sommeren 2015 har skolen været med i det EU-støttede projekt "STARFORCE", som står for Strong Talents Ready For Crossboarder Education. 

Under mottoet "Doppelt is mehr" samarbejder EUC Syd og andre danske og tyske uddannelsesinstitutioner om at forbedre mulighederne for grænseoverskridende uddannelse. 

Projektet er finansieret af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og kører frem til 2019.