Tyve mænd kom op at hænge

Mænd fra royal træningsklub portrætteret på fotos. Nu udstilles de.

quote

Det er altså sjovt at se billederne. Motiverne kan fotograferne jo ikke gøre noget ved.

Arly Koch, træner til Royal Run

Tyve mænd. Tyve fotos. Tyve situationer med glæde, kammeratskab og svedperler på panden.
Mandag eftermiddag åbner en lille fotoudstilling på Hovedbiblioteket i Esbjerg.

Billederne er taget af elleve fotografer fra Esbjerg Fotoklub. De har på fire træningsdage indfanget de tyve mænd.

 
 
Foto: Esbjerg Fotoklub

- Det har været en sjov opgave. Vi kom hurtigt på bølgelængde med dem, og de var heldigvis helt med på ideen, siger formand for Esbjerg Fotoklub, Poul Helt. 

De tyve mænd er med i Den Royale Træningsklub. De forsøger at komme i form til H.K.H Kronprinsens 50 års fødselsdags-løb Royal Run den 21. maj. Her løber han i landets fem største byer og dermed også Esbjerg. 
TV SYD har fulgt mændenes anstrengelser fra begyndelsen, hvor det at løbe bare lidt voldte nogle af dem store anstrengelser. Nu går det bedre. Og nu hænger de på biblioteket.

Arly Koch er med i træningsklubben og kigger på de udstillede billeder.

- Det er altså sjovt at se billederne. Motiverne kan fotograferne jo ikke gøre noget ved, siger han med et blink i øjnene.

Udstillingen er åben til den 8. juni. Der er naturligvis ingen entré. 

Motionisterne fra Royal Run træningsklubben i Esbjerg er kommet op at hænge på byens hovedbibliotek.
Motionisterne fra Royal Run træningsklubben i Esbjerg er kommet op at hænge på byens hovedbibliotek.
Foto: Esbjerg Fotoklub