Tyve stjal 86 computere fra skole

86 mærkede computere er blevet stjålet ved et indbrud på Brørup Skole.

Natten til onsdag brød endnu ukendte gerningsmænd ind på Brørup Skole, hvor det lykkes dem at stjæle 86 bærbare computere af mærket Lenovo.

Samtlige 86 computere har indgraveret "Vejen Kommune it-afdeling" samt kommunens våbenskjold, så de er lette at genkende.

Computerne har en samlet værdi på over 400.000 kroner.

I følge Syd- og Sønderjyllands Politi er de blevet kørt væk fra skolen i en grøn affaldsspand.

Politiet opfordrer alle, der får tilbudt eller ser en Lenovo PC med den pågældende indgravering, til at kontakte Lokalpolitiet i Vejen.