Tyveknægt kom vandrende med designerlamper under armen

En 28-årig mand fra Esbjerg er blevet fængslet i foreløbigt tre uger, sigtet for en række indbrud.

En beboer i Esbjerg undrede sig over, at en mand kom spadserende på gaden i Esbjerg med flere designerlamper under armen.

Han ringede til politiet, som efterfølgende anholdte manden.

Efter en ransagning af hans hjem sigtes han nu for tyveri fra et lager i en sportsforretning og villaindbrud.

Politiet takker på twitter:

?Årvågne borgere har flere gange i den senere tid været årsag til, at patruljer har kunnet anholde mennesker mistænkt for tyveri eller indbrud. Det siger vi tak for?, skriver politiet.