Tyveri af 600 meter rør på Rømø

Syd- og Sønderjyllands Politi har fået en usædvanlig tyveri-sag: Tyve har stjålet 600 meter rør med en diameter på 16 centimeter fra Juvre Enge på Rømø. Rørene må være kørt væk på en større lastbil.

Vidner mener at have set en mellemstor lastbil med åbent lad som lige efter midnat onsdag kørte i sydlig retning ad Tøndervej i Skærbæk midtby.

Lastbilen var sløset læsset med orange kloakrør - svarede til de stjålne rør fra Rømø. Politiet hører meget gerne fra folk og trafikanter, som måtte have set lastbilen læsset med de orange kloakrør.

Omkring midnat natten til onsdag var der i forbindelse med tordenvejr strømsvigt på Rømø og i Tønder området. Derfor har ekstra mange måske været oppe i løbet af natten og har muligvis også lagt mærke til lastbilen.

Rørene var lagt ned i Juvre Enge på Rømø for at lede grundvand væk, mens der bliver kloakeret i området

Har man oplysninger kan man ringe til Syd og Sønderjyllands Politi tlf. 1-1-4 eller direkte til Rømø Landpoliti på tlf. 72 58 46 13.