Tyverier for millioner i kirkerne

Mindst en gang i døgnet sker der et tyveri fra danske kirker. Der stjæles møbler, kirkesølv og andre ting for op mod 10 mio. kr. hvert år. Det får dog ikke kirkerne til at låse dørene i dagtimerne.

Og statistikken for i år vælter. Mandag blev der nemlig stjålet et maleri af Emil Nolde til en anslået værdi af 10 mio. kr. i Ølstrup Kirke ved Ringkøbing.

Og natten til onsdag forsvandt 15 kostbare lampe fra Hertug Hans Kirken i Haderslev ? selv om kirken er tyverisikret.

Folkekirken er ? ligesom kommunerne ? selvforsikrende. I 2012 blev der udbetalt skades-erstatninger for over 50 mio. kr. Det dækker især tyverier, hærværk, vandskader og brand.

Tyvene går især efter designermøbler og dyre lamper. Og tyverierne sker på, mens kirkerne står tomme ? og i dagtimerne, hvor danske kirker traditionelt er åbne.

Og det er helt almindelig praksis, særligt i Jylland, at kirkerne står åbne dagen igennem. Derfor diskuterer man nu i kirke- og kunstmiljøet om vægtningen mellem åbenheden og sikringen af kunsten ligger det rigtige sted, skriver Kristeligt Dagblad.

Efter tyveriet i Ringkøbing har Nationalmuseets forsknings- og samlingschef, Michael Andersen, opfordret til at sikre kirkerne bedre.

I Ølstrup Kirke gik tyvene bare ind i kirken og fjernede billedet.

Men de seneste tyverier får ikke menighedsrådet i Jelling til at ryste på hånden og låse kirken i dagtimerne.

- Vi lægger meget vægt på, at vi har en åben kirke, og har to gode grunde til at have kirken åben. Den ene er af hensyn til kirkegæsterne, der søger stilhed og ro. Den andet er, at Jelling er en historisk kirke, der går helt tilbage til Harald Blåtands tid, og vi synes, det er vigtigt, at de mange turister møder en åben kirke, siger formanden for menighedsrådet, Gunni Højvang, til DR Trekanten.

Jelling Kirke oplevede for nogle år siden at få stjålet kirkesølvet.Politiets efterforskning skaffe det dog tilbage i løbet af to uger.

Artikel fra Kristeligt Dagblad