Ud for at se hvor mælken kommer fra

I dag holdt landmændene åbent hus. Byboerne kom ind på gårdene for at se bedriften, og børnene fik lært, hvad man bruger en ko til.

TV Syd besøgte Lundbjerggård i Gl.Højen ved Vejle, og det var der over 600 andre, der også gjorde. Landmand Søren Buhl Knudsen var glad for at se dem. Rart med nogle positive mennesker, sagde han og fortalte vidt og bredt om, hvad der sker på et moderne landbrug.

Smag på landbruget

Der var også mulighed for at smage på produkterne fra dansk landbrug. Meningen med at invitere folk inden for, er at give børn og voksne en mulighed for at blive klogere på, hvor og hvordan dyrene på landet lever, hvordan afgrøderne på markerne kommer ind i laden sidst på sommeren, og hvordan maden ser ud, før den havner på spisebordet.

Bettina Bjerrum fra Vejle var kommet med sine to børn, som fik mulighed for at opleve noget andet end det byliv, de lever til hverdag. Børnene bedsteforældre kommer fra landet, men det er længe siden, og børnene hører ikke meget om det, der foregår ude på gårdene.

Kend lugten

- Det er vigtigt børnene ved, hvor mælken kommer fra, siger Bettina Bjerrum. De skal vide, at det ikke blot er noget, man henter henne i supermarkedet. De skal vide, hvordan en ko ser ud, og hvordan de lugter.

På Lundbjerggård fik børnene også lejlighed til at at hoppe i halmballer og køre med små traktorer. Tre nyfødte kalve blev vist frem, og de havde ikke noget imod at blive klappet.