Udbryderkænguruen HipHop er blevet fanget

Den lille albinokænguru er igen blevet fanget, og denne gang har familien sikret sig mod, at kænguruen stikker af igen.

Albino-kænguruen HipHop har åbenbart forelsket sig i det fri liv udenfor sin indhegning. I april var han på tur på Hornsyld-kanten. Og i weekenden stak han igen af fra sit hjem, men denne gang fik han ikke lang tid i naturen.

- Vi har haft dyrlægen til at hjælpe os med at give ham en bedøvelsespil, for det er ret umuligt at fange ham ellers, siger kænguruens ejer, Linda Kjerkegaard, til TV SYD.

HipHop har hoppet rundt siden han stak af fra sit hjem i Bjerre ved Hornsyld. Men onsdag eftermiddags lykkedes det for en dyrlæge at få ram på den lille kænguru, og denne gang skal HipHop helst blive i sin indhegning.

- Vi har haft tid til at forberede os på, at han kom hjem igen, så vi har gået hegnet efter for huller, og så har vi gjort det ekstra højt, så han i hvert fald skal hoppe en meget stor bue rundt, hvis han vil stikke af igen, siger Linda Kjerkegaard.

Den hvide udbryderkonge bliver genforenet med familiens andre kænguruer i morgen.