Uddøende landsbyer bør fjernes

Klokken er fem minutter i 12 for mange landsbyer, siger by- og boligminister Carsten Hansen (S).

Befolkningstallet i de danske landdistrikter og landsbyer falder og flere og flere huse står tomme.

Derfor burde man fysisk gå langt mere håndfast til værks og udrydde nogle af landsbyerne, mens andre passende kunne formindskes, så man tynder ud i nogle af de usælgelige huse.

Sådan lyder det i en opsigtvækkende rapport, som Dansk Byplanlaboratorium har udarbejdet for Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, skriver Jyllands-Posten.

Undersøgelsen, der er gennemført i samarbejde med syv forskellige kommuner, fokuserer først og fremmest på de såkaldte vejkantsbyers forfald, hvor husene typisk ligger helt ud til vejen.

Genhusning

Projektet viser blandt andet, at det er dyrt at holde en skrantende landsby i gang med kommunale serviceydelser som hjemmehjælp, madudbringning og skolebus.

Over 20 år koster det lige så meget, som hvis kommunen valgte at genhuse indbyggerne efter at have opkøbt og nedrevet deres ejendomme.

Projektleder Christian Broen fra Dansk Byplanlaboratorium konstaterer, at folk, der gerne vil flytte på landet, netop ikke ønsker at bo op og ned ad en trafikeret landevej.

- Det andet problem er, at vejkantsbyernes forfald bliver meget tydeligt for forbipasserende og turister. Derfor må nogle landsbyer lade livet, siger han.

Direktør for Dansk Byplanlaboratorium, Ellen Højgaard Jensen, tilføjer:

- Hvis vi lader stå til, så går det ud over livskvaliteten på stedet. Det vil koste penge at "skrumpe" den slags landsbyer, men det er vigtigt at notere sig, at det også vil koste penge at lade stå til.

By- og boligminister Carsten Hansen (S) er klar til at debattere landsbyernes fremtid:

- For mange landsbyer er det fem minutter i 12, og vi kommer ikke uden om, at der bliver færre landsbyer i fremtiden, og at der bliver væltet endnu flere huse end i dag, siger Carsten Hansen til Jyllands-Posten.

Hent rapporten