Udflytning giver 59 nyansatte i Augustenborg

Efter NaturErhvervstyrelsen flyttede fra København til Augustenborg på Als, er der blevet ansat 59 nye medarbejdere. Kun otte er flyttet med.

På det gamle slot i Augustenborg arbejder 85 medarbejdere for NaturErhvervsstyrelsen, der startede sin udflytning tidligere i år. 59 af dem er helt nye medarbejdere, som er blevet ansat i forbindelse med flytningen. Der er nemlig kun otte medarbejdere, der er flyttet fra København til Sønderjylland, mens 18 pendler eller er udstationerede. Det skriver Miljøministereriet i en pressemeddelelse.

quote

Det er helt fantastisk at være med til at starte noget op

Manuela Steffen

En af de nyansatte er Manuela Steffen fra Guderup, der er blevet ansat som overassistent i Augustenborg. Hun kommer fra en stilling som kontorassistent hos en tandlægeklinik, men hun var ikke i tvivl om, at hun skulle søge stillingen i Augustenborg.

- Da jeg så opslaget, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være mig. Det er helt fantastisk at være med til at starte noget op, siger Manuela Steffen til TV SYD.

Hos NaturErhvervsstyrelsen har man forståelse for, at ikke alle har mulighed for at flytte fra København, og derfor forventer de også, at flere medarbejdere vil sige op i den kommende tid.

Se mere om udflytningen og Manuela Steffen onsdag aften på TV SYD.