Udgiver bog om Sælernes Univers

Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg står bag en ny bog om sælger. Den beskriver sæler fra hele verden - og især de to danske sælarter - med mange fotografier og faglig indsigt.

Bogen tager læseren med ind i sælernes forunderlige verden - både under og over havets overflade. Den er skrevet af museumsinspektør og biolog Lasse Tang Jensen, som har arbejdet fire år på museet i Esbjerg.

Fascineret

- Jeg er fascineret af sælerne og deres enestående evne til at tilpasse sig. Et dyr, der har levet på land og som nu klarer sig i vandet. Man kan heller ikke lade være med at undre sig, når man ser sæler i et isfyldt farvand, hvor de tilsyneladende kan holde varmen. Især på sådan en dag som i dag, hvor vi andre går rundt og småfryser, siger han til TV SYD.

- Det er mit håb, at bogen vil give læseren en ny og forstærket oplevelse af de sæler, man kan møde under en gåtur på de danske strande, tilføjer han.

Faglig indsigt

Bogen adskiller sig også fra tidligere værker om sæler på dansk ved at give en mere dybdegående faglig indsigt i sælens mange facetter.

- På dansk findes der ikke meget litteratur, der behandler sælen på et fagligt, detaljeret niveau. Der findes mange gode bøger, der fortæller om sælens liv, men de bevæger sig ofte på et forholdsvis overordnet plan. De læsere, der har lyst til for alvor at dykke ned i sælens forunderlige verden, har hidtil været henvist til engelske eller tyske bøger. Det har jeg gerne villet råde bod på med denne bog, siger Lasse Fast Jensen.

Eventyrlig forvandling

Sælerne har gennem millioner af år undergået en eventyrlig forvandling - fra livet på landjorden til et liv, der er knyttet til verdenen under havets overflade. Med forvandlingen fulgte tilpasninger, der alle har bidraget til, at sælerne som dyregruppe klarede sig igennem det hårde, evolutionære udskillelsesløb og den dag i dag er at finde i de fleste af verdens have.

Bogen, der koster 225 kr., er udgivet med støtte fra Aage V. Jensen Fond.